Håndværk og design

Undervisningsplan for faget håndværk og design 

Håndværk og design er en del af elevernes skolegang allerede fra børnehaveklassen og til de går ud af skolen i 7. klasse.

Vi arbejder typisk aldersintegreret med faget fra bh.kl. til 6.kl., og der er i skolens årshjul indlagt 3 projektperioder af en uges varighed, hvor fokus udelukkende er på at opnå kompetencer i håndværk og design. Aldersintegrationen gør, at der sker en naturlig overlevering af viden og færdigheder fra de ældre elever til de yngre. I projektperioderne instruerer og støtter de ældre elever helt naturligt de yngre, når de går i stå, eller har brug for hjælp til at komme videre. På den måde fæstner læringen sig endnu mere.

I 7. klasse er faget skemalagt med to lektioner ugentlig, hvor fokus særligt er på, at eleverne bliver mere eksplicit bevidste om designprocessens enkelte faser.