Idræt/rytmik

Fagets formål

Stk. 1 Eleverne skal i faget idræt udvikle kropslige, idrætslige, sociale og personlige
kompetencer. Eleverne skal opnå kendskab til alsidig idrætskultur og udvikle lyst
til bevægelse. Idrætsfaget skal give eleverne erfaring med og indsigt i idrættens
betydning for sundhed og trivsel samt i samspillet mellem samfund og idrætskultur.


Stk. 2. Eleverne skal gennem alsidig idrætspraksis have mulighed for at opleve
glæde ved og lyst til at udøve idræt og udvikle forudsætninger for at forstå
betydningen af livslang fysisk udfoldelse i samspil med natur, kultur og det
samfund og den verden, de er en del af. Eleverne skal opnå indsigt i og få
erfaringer med vilkår for sundhed og kropskultur.


Stk. 3. I faget idræt skal eleverne udvikle forudsætninger for at tage ansvar
for sig selv og indgå i et forpligtende fællesskab.

Faget rytmik/idræt på Ryparken Lille skole.

I børnehaveklassen- 3.kl. undervises børnene i rytmik, der er en motorisk træning hvor sammenhæng mellem musik, rytme og bevægelse er i fokus og børnenes udtryk og ideer er i centrum. Derudover arbejdes med børnenes forståelse af sig selv i rummet i forhold til andre, og socialiseringen styrkes gennem lege og samarbejdsøvelser.

Fra 4.kl. starter børnene på den mere traditionel idrætsundervisning, der foregår i Ryparken Idrætsanlæg,  der har en stor idrætshal med bedre plads til relevante boldspil for større børn, samt faciliteter til redskabsgymnastik og atletik.

Holdspil og fællesskab er vigtige ingredienser i arbejdet med smidighed, styrke og koordination.

Børnene undervises 2 klasser sammen ad gangen: 4. + 5. kl. og 6. + 7. kl. Efter undervisningen er der bad og omklædning.

Vi henviser i øvrigt til undervisningsministeriets læseplan for faget idræt.