Optagelsesproceduren på Ryparken Lille Skole
Optagelse af børn foregår i november måned hvert år.
Året før barnet starter i skolen inviteres familier på ventelisten til to arrangementer på Ryparken Lille Skole. Invitationen sendes på den mailadresse skolen har fået oplyst på ventelisteskemaet.
Åbent hus- besøgsdag
Åbent hus- besøgsdag er et lørdags arrangement kl.10-13 i overgangen oktober/november, hvor børn og voksne fra ventelisten kan deltage i en ”hverdag” på skolen.
Da det på dette tidspunkt endnu ikke er klarlagt, hvilke børn der kommer til at gå i den kommende børnehaveklasse, kunne man som forælder måske være bekymret over at bringe barnet sammen med fremmede børn på en ukendt skole. Det er dog vores erfaring, at børnene får en god dag med nogle for alderen relevante oplevelser. Som forældre kan I også bruge dagen til at se jeres barn sammen med jævnaldrende børn og bl.a. vurdere barnets skoleparathed.
En forklaring til børnene kan jo være, at familien er ude for at finde en god skole og derfor vil besøge flere steder.
Orienteringsmøde
Orienteringsmødet er et aftenmøde for voksne ca. 14 dage efter åbent hus arrangementet. Mødet vare ca. to timer, hvor vi fortæller om skolens pædagogik.
Optagelsessamtaler
Efter de to arrangementer afholder vi individuelle samtaler med de familier, der har højst anciennitet på ventelisten og som har været til de to arrangementer på skolen.
Det er vigtigt for os, at I forældre undersøger om Ryparken Lille Skole er et sted for jer og jeres barn. Derfor handler det altså ikke bare om at være den første, der har tilmeldt sig ventelisten. Skolen kan kun fungere hvis forældrene bakker den op. Der skal være et sammenfald af holdninger, værdier og lyst til samarbejdet.
Ventelisten
Med andre ord kan man altså også sige, at vi justerer ventelisten efter arrangementerne på skolen, fordi der er en del børn på ventelisten, der reelt ikke er aktive. Man kan altså være ude for at børn forbedrer deres placering på ventelisten.
Vi kan bl.a. se at det skyldes, at nogle børn er skrevet op på mange skoler i en tidlig alder, hvor familien har måske ikke nået at undersøge vores skole specifikt. Eller at forældre i løbet af barnets udvikling finder ud af at barnets personlighed passer til en bestemt type skole, hvilket måske medfører, at vi bliver fravalgt.
Alt i alt er vores erfaring, at det oftere er nyere børn på venteliste, der ender med at gå på Ryparken Lille Skole end de der er skrevet op i fødselsøjeblikket.
Optagelseskriterier
Vi forsøger at sammensætte en klasse med en ligelig kønsfordeling.
Søskendebørn har fortrinsret.
Børn med særlige udfordringer tager vi særskilt stilling til, da det både er i barnet og klassens interesse.
Forældre og skole skal have et værdifællesskab.