4
“Mantle of the Expert”
- generel beskrivelse af metoden
- beskrivelse af undervisningen på de forskellige klassetrin
Hvad er ”Mantle of the expert”
“Mantle of the Expert” er en pædagogisk og didaktisk metode, med det primære fokus, at læringen foregår i en kontekst af et engagerende emne og følelserne i spil.
Den udmærker sig ved, at den sætter arbejdet med fagligt stof ind i en ramme, hvor drama, leg og læring har mulighed for at supplere hinanden.
Metoden er bl.a. kendetegnet ved, at man med udgangspunkt i faglige mål for klassens alderstrin bygger en historie/ et handlingsforløb op i en tværfaglig kontekst, hvor klassen er et firma, som udfører opgaver for forskellige kunder og løser problemer, som har relation til firmaets arbejdsområde.
I denne fiktive verden, hvor børnene leger, at de går på arbejde i deres firma, er børnene allerede eksperter og har en formodet viden, der i løbet af undervisningsforløbet omdannes til reel viden, mens børnene arbejder med stoffet.
Ideen er at børnene ved at være ansatte i det pågældende firma har brug for at skaffe sig faglig viden inden for en given ramme. Typisk udsættes firmaet for en opgave, der ligger udover firmaets egentlige kompetenceområde og på den måde fordrer, at der produceres ny viden.
Navnet “Mantle of the Expert”, angiver at børnene, når de er i rolle som eksperter, ligesom hylder sig i en kappe, der giver mod, værdighed og status til at tale og opføre sig som ekspert på et bestemt område.
Alle fag og emner kan som udgangspunkt inddrages i et “Mantle of the Expert”-forløb.
Se eksempler på forløb sidst i dokumentet.
Beskrivelse af hvornår der arbejdes med ”Mantle of the expert”
I perioden januar til påske er skemaet omlagt, så alle klasser har deres klasselærer i alle formiddagstimer. Børnehaveklasse til og med 3. Klasse har en fuld “Mantleperiode”. De ældre klassetrin fra 4.-7.kl. skal i sammen periode også afvikle et teater forløb.
Faglige mål
Som i den øvrige undervisning er “Mantle of the Expert” perioden overordnet underlagt de faglige læringsmål, der knytter sig til den fagrække børnene har på den pågældende årgang. Derudover har læreren på forhånd overvejet specifikke faglige og sociale læringsmål, børnene skal have mulighed for at opnå.
Hvad lærer børnene af Mantle of the Expert
Leg er et væsentligt element i selve “Mantle of the Expert”-metoden. Børnene skal forestille sig at være voksne, der går på arbejde og løser opgaver, samarbejder og tager beslutninger.
Gennem legen og det arbejde børnene skal lave under forløbet, danner børnene sig erfaringer med selv aktivt at undersøge forhold. De skal bruge deres krop og deres følelser til at mærke dilemmaerne på deres egen krop. Dette håber og tror vi, giver børnene mulighed for at få erfaringerne over i langtidshukommelsen.
Kombinationen af leg og emner der appellerer til følelserne giver børnene en stor arbejdsglæde og lyst til at lære.Det følelsesmæssige engagement styrker i høj grad også tilknytningen: det bliver børnenes firma, og de tager ejerskab og udviser entreprenørskab, mens det faglige stof indlæres og hukommelsen om stoffet også bindes til de følelsesmæssige indtryk.
Dramaøvelser
Undervejs i et forløb understøttes der altid med dramatiseringer/ dramaøvelser. Der er naturligvis det element i at forestille sig at være en anden end man er eller skifte synsvinkel, men derudover bruges dramaøvelserne også til at skabe fordybelse og indlevelse.
Det frisætter dem at være i en rolle, hvor de kan eksperimentere uden, at det er deres egen identitet der er sat på spil, og det er trygt at vide at man er dygtig.
Fantasien vækkes til live. Tempoet sættes ned, læringen sker gennem både indlevelse, sanseindtryk og tænkning og det hele når at bundfælde sig.
På sådan en baggrund er det ganske tydeligt, at børnene eksempelvis skriver mere indfølt, med større iderigdom og flere detaljer.
Meningsfuldhed og tværfaglighed
Overordnet ønsker vi med “Mantle of the Expert”, at børnene udvikler faglig og social læring i en meningsfuld kontekst. Derfor er det også et hovedformål, at børnene oplever faglig fordybelse.
I de tre måneder perioden varer, er man ikke i rolle konstant. I perioder er man opslugt af den faglige fordybelse, tilegner sig ny viden og bearbejder den. Nogle gange ligner “Mantle of the Expert” almindeligt (producerende) projektarbejde, men motivationen og relevansen ligger i firmastrukturen, den omvej at firmaet skal løse opgaver uden for deres kompetence og rollespillet i sig selv.
Denne meningsfuldhed at tingene hænger sammen gennem en spændende historie, som man forstår, gør det lettere at forstå, huske og lære. Den faglige viden bruges i praksis.
“Mantle of the Expert” i indskolingen (bh.kl. – 3. kl.)
For børn i indskolingen rummer det specifikke faglige læringsmål indenfor dansk, matematik, idræt/rytmik, natur/teknik, billedkunst, musik og fra 3.klasse historie og engelsk.
I mantleperioden tilgodeses årsnormen i fagene, så de fag der bliver berørt af skemaomlægningen inddrages.
I indskolingen vil man i mantleperioden opretholde læse- og skriveaktiviteter. Desuden vil de faglige aktiviteter ofte knytte sig til ”nære” emner.
Emner/temaer der appellerer til børn i indskolingen så som dyr og natur, eventyr og fabler, nordisk mytologi, vores planet, cirkus, vikinger, rummet, riddere, politi og røvere mm.
Også forhold som ligger i klasselærerfunktionen som fx klassens trivsel, samarbejde og sociale omgangsformer indgår i lærerens overvejelser. Gennem arbejdet med disse kompetencer skabes der et sprog for den enkeltes følelser og for klassens sociale rum, som de trænes i at anvende.
Disse faglige og sociale mål, kombineres med overvejelser omkring, hvad der interesserer, motiverer og engagerer børnene.
Eksempler på firmaer i indskolingen
Dyrehospital/Dyreinternat
- Motiverende for børnene med sårede dyr.
- Nat/tek: viden om danske dyr – pasning og pleje
- Dansk: Eventyr/fabler
- Eksempel på dramaøvelse: Man får indleveret en ulv der har sten i maven (korsstingsbroderi over brystet)
- Egenproduktion af eventyr – eventyrbog
- Egenproduktion af ”stangdukker”, efterfulgt af dukketeater.
Zoologisk have
- Viden om vilde dyr
- Viden om levevis
- Krop og sundhed
Turist-/rejsebureau København
- Hvilke seværdigheder kender børnene i København?
- Bykort over København, med seværdigheder (i rummelig form 3D)
- Fremstilling af turistfoldere + plakater
- Københavns historie 🡪 Absalon
- Levevilkår i gamle dage
- Den lille havfrue
- Eventyr + viden om H.C. Anders og hans liv.
- Turist fremstød for Knud Rasmussen museet
- Grønland + polarekspedition + grønlandske dyr
Dykkerfirma
- Dyreliv under overfladen
- Vrag
- Klima
National Park i Kenya
- Geografi, kortkendskab,
- Vilde dyr, levevilkår,bestand, udrydningstruede dyr
- Krybskytter, statistik over forsvundne dyr og opmåling af hegn
- levevilkår og kulturelle forskelle
- flora
Eventyrlands politistation
- Kortlægning af Eventyrland
- politistationen:Indgive anmeldelse, fantomtegninger, rapporter
- eventyrgenren
- Dyr og dyrespor i DK
- skovens flora i DK
- Kunstfirmaet ”Multikunst”
-
- Tidslinje med alle vores tidligere succesfulde kunstprojekter.
- Gennemgang af forskellige kunstneriske udtryksformer.
- Udarbejde et kunstprojekt (erstatningskunstværk) der skulle stå ved Langelinje, mens den lille havfrue var udlånt til Kina.
- Laver et interview til radioudsendelse
- Kunstnerisk opgave for kongehuset. Fremstille billeder af traditionelle danske dyr.
- Arbejde med iagtagelsestegning af dyr (Zoologisk museum)
- Kategorisering af dyr og dyrearter
I forbindelse med videns-søgning er det ofte læreren der, i børnehaveklasse og 1. Klasse, må på banen og formidle viden i form af små oplæg eller højtlæsning, da børnene er begynderlæsere. Når børnene først går i 2.-3. Klasse, er deres læsefærdigheder på sådan et niveau at de i langt højere grad kan søge viden, og læse tekster på egen hånd.
Læreren må derfor i sin forberedelse, være på jagt efter læse- og regneaktiviteter, der virker oplagte og relevante i forbindelse med løsningen af firmaopgaver.
Idéer til læse-/skriveaktiviteter i indskolingen (yngste indskolingsbørn)
- Lave stort fællesbillede + ordkort
- Skrive id med navn, alder, interesser og særlig viden.
- Lave kodeboks med alfabetet til døren
- Lave pc med tastatur
- Nedskrive signalement
- Nedskrive rapport om opklarede hændelser
- Fund af dyrespor 🡪 skrive ordkort
- Dyr i skoven – skriv enkle sætninger om deres viden om dyr i skoven.
- Digte eventyr – skrive tekst og tegne billeder + lave små formbøger
- Lave egne faktabøger
- Skrive dagbog
Eksempler på matematik i forbindelse med mantleperioden 🡪 Indskoling:
- Dato – skrives hver dag
- Kunne læse + skrive dato
- Klokkeslæt
- Øve at skrive tal
- Penge – regne med penge – kunne give tilbage
- Møntsystem
- 50 øre, 1 kr., osv.
- Lave koordinatsystem
- Former og figurer
- Kategorisering fx opdeling af dyr i underarter (Nat/tek fagligt også)
- Opmåling
- Målestok 🡪 1: 100
- Areal
“Mantle of the Expert” 4.-7.klasse
“Mantle of the Expert” strækker sig for 4. – 7. klasse over ca. 5 uger. Det ligger i perioden januar til marts.
Forløbet ligger altid i alle formiddagstimerne i denne periode.
Det er klasselærerne, der udarbejder rammen i samarbejde med de relevante faglærere. Klasselæreren er således ansvarlig for perioden og for at dække de fag, der er indtænkt i forløbet og for det omlagte skema.
Hvilke fag tilgodeses på hvilke klassetrin
Alle fag kan som udgangspunkt tilgodeses. Danskfaget er altid repræsenteret. Alle andre fag på skemaet vil også blive repræsenteret, såfremt de timer normalt ligger i formiddagstimerne.
Fra 4.-7. klasse er det i “Mantle of the Expert” altid et fag, der ikke fast er på skemaet i denne periode, der er omdrejningspunkt. I løbet af de 4 skoleår, drejer det sig om disse 4 fag:
- Historie
- Kristendom/religion
- Geografi
- Samfundsfag
Derudover vil IT/medier også altid være repræsenteret på alle 4 årgange – dog i mindre omfang end ovenstående.
På 4.-7.klassetrin vil aktiviteterne naturligt tage udgangspunkt i, at eleverne har fået automatiseret deres læsning. Derfor vil vedligeholdelse og opgradering af læsehastighed være i fokus. Der vil også blive stillet krav til elevernes evne til at opsøge og strukturere viden samt præsentere den opnåede viden.
Eleverne er også på et stavemæssigt niveau, der gør at genreskrivning og genreforståelse bruges og italesættes mere eksplicit end på de yngre klassetrin.
F.eks. I en boghandel kan eleverne genreinddele bøgerne på bogreoler.
I en biograf kan man lave søjlediagrammer som viser, hvilke filmgenrer man har vist i løbet af firmaets historie.
På mellemtrinnet kan også stilles højere krav til form og indhold af forskellige tekster.
F.eks. Man kan på en avis bede børnene arbejde med genskrivning og korrekturlæsning.
Der vil på en avis kunne skrives bog og filmanmeldelser samt nyhedsartikler.
Desuden vil de faglige aktiviteter ofte knytte sig til ”samfunds og identitetsskabende” emner. Typiske faglige områder, der med fordel kan arbejdes med, kunne være svære og ømtålelige emner som raceproblemer, kriminalitet mv. Emner som kræver at børnene tager stilling og forholder sig til samfundsrelevante problemstillinger, og samtidig styrker dem i deres identitetsdannelse.
Hvordan de forskellige fags fagmål kan opfyldes
Eleven arbejder med alle fag i “Mantle of the Expert”-perioderne ud fra de kompetencemål der er gældende for de specifikke klassetrin. Aktiviteterne der herunder er beskrevet vil naturligvis differentieres alt efter om det eksempelvis er en 4. eller en 7. klasse der har forløbet.
Dansk
I et mantleforløb kan vi eksempelvis have et rejsebureau. Dansk kan tilgodeses på alle relevante områder.
Eksempler:
- “Mantle of the Expert” indledes typisk med en tidslinje. Alle børn skal (finde på og) skrive en historie om et projekt, som vores firma tidligere “har lavet” (skrivning)
- Vi skal indhente information om forskellige lande med henblik på at kunne fortælle kommende kunder om div. rejsemål (læsning)
- Denne viden skal nedskrives (skrivning) – f.eks. for at kunne lave en brochure til kommende kunder
- . Vi deler informationer med hinanden (formidling) via oplæg for at sikre, at vi alle har den samme viden. Til dette formål bruger vi typisk Google Slides eller plancher
- Andre skriftlige aktiviteter kunne være: kreativ skrivning samt udfærdigelse af taler, artikler og pressemeddelelser.
Engelsk
Konkret kunne der i et “Mantle of the Expert”-forløb, hvor børnenes medarbejdere er rejst til Rom, være brug for at spise på restaurant. Klasselokalet bliver indrettet som restaurant, en elev, der har store sproglige engelskkompetencer får rolle som tjener. Menukort bliver uddelt på engelsk. Ved bordene planlægger de først hvad de skal have at spise, hvorefter de bestiller hos tjeneren.
I forhold til skriftlighed, skal de i samme mantleforløb starte turen med at ansøge om en arbejdsopgave. I forløbet skal de skabe et hotel i Danmark, med inspiration i det antikke Rom. Da ingen af eleverne er italiensktalende, må de kommunikere og planlægge rejsen på engelsk. I planlægningsfasen, skal vi skrive til forskellige bureauer for at finde hotelovernatning, restauranter, valutaveksling, ja selv lufthavnspersonalet kommunikerer med os på engelsk. Endvidere må vi kommunikere med arkæologer om at få lov til at komme på besøg og følge udgravninger.
Matematik
I et mantle-forløb kan vi eksempelvis have en zoologisk have. Matematikken kan i dette projekt tilgodeses på flere måder.
Eksempler:
- Vores zoo skal have nyt navn. Der er forskellige navneforslag. Børnene laver afstemninger i de andre klasser på skolen: “Hvilket navn er bedst?”. Derefter laves diagrammer, der tydeliggør resultaterne
- Dyrene skal have mad. Vi regner ud, hvor meget der skal indkøbes til eks. 16 elefanter, ud fra vores viden om, hvad en elefant spiser
- Dyrene skal have nye bure/områder. For at udnytte pladsen i vores zoo bedst muligt, skal der beregnes arealer af alle de nye bure/områder
Tysk
Der arbejdes med Tysk i“Mantle of the Expert”-perioderne, ud fra de kompetencemål der efter 7. klasse skal være opfyldt inden for mundtlig og skriftlig kommunikation samt kultur og samfundsforståelse.
Det betyder konkret, at eleverne i et “Mantle of the Expert”-forløb omhandlende zoologisk have, eksempelvis bliver nødsaget til at oversætte skilte fra dansk til tysk (til gavn for turister), laver korte dialoger og tablauer hvor eleverne bliver mødt af tyske turister der kommer og besøger haven, og hvor eleverne tager på uddannelsesrejse til tysktalende lande for at forstå hvordan zoologiske haver, regler og lovgivning i de pågældende lande, har afgørende betydning for dyrenes trivsel.
Natur/teknologi
I forhold til natur/teknologi kan man eksempelvis i et forløb, hvor børnene arbejder i et tømrerfirma, bliver sat på en opgave, hvor de skal restaurere WASA skibet. Der bliver arbejdet med tyngdepunktet på skibet, havstrømme, samt sat fokus på hvad der sker ved mennesker hvis de bliver udsat for manglende vitaminer og hvad man som menneske har brug for af indtag.
I et andet forløb kunne et andet firma arbejde med konservering af dyr, og i den forbindelse finde ud af, hvordan dyr ser ud både indvendigt og udvendigt.
Kristendomskundskab
I grundskolen skal børnene frem til og med 6. klasse have fokus på religionen kristendom.
I et mantleforløb havde et reklamefirma (5. klasse) fået til opgave at promovere jubilæumsåret for reformationen. Medarbejderne i firmaet skulle opfinde børnevenlige aktiviteter, der kunne engagere børn i aktiv læring. Der blev researchet på tabernakler, messehagler, den lille katekismus mm. hvilket blev til stande, hvor børn kunne sy deres egne messehagler, bygge personlige tabernakler og træne den lille katekismus. Der blev også lavet en moderne Wittenbergsk dør, hvor alle børn kunne skrive deres egen teser.
I 7. klasse skal børnene lære om Ikke-kristne religioner og andre livsopfattelser.
Et arkitektfirma rejste til Thailand, fordi de skulle være med til at opføre et nyt hotel, der afspejlede den buddhistiske religion. Der skulle bl.a. være menneskestore skulpturer af buddha i foyeren og for at hotellet skulle afspejle religionen, blev de nødt til at undersøge og læse om religionen og skabe produkter, der afspejlede buddhismen.
Historie
Historiefaget bliver ofte inkorporeret i mantle-forløbene på mellemtrinnet, fx at arbejde med historiske perioder, historiske personer eller gøre børnene opmærksomme på kildekritik.
Desuden er historiefaget ofte en stor motivationsfaktor for børnene.
Det kunne se ud på følgende måder:
– Sightseening i Rom. Her stifter de kendskab med historiske bygninger, kendte steder, oplæsning af biografi af Julius Cæsar og studere statuer i bylivet.
På denne sightseeing støder firmaet på en basar, hvor de får mulighed for at shoppe historiske genstande med italiensk islæt. Børnene skal se på genstandene og tænke over, hvad tingene har været brugt til.
-Genforeningen af Sønderjylland. Gennem forskellige dramaøvelser tilegner sig børnene sig ordforråd og baggrundsviden for at forstå den historiske begivenhed. For eksempel dramatiserer børnene, at de er til stede og vidner, at Christian X rider over den tidligere grænse.
Undervejs og efterfølgende skal børnene reflektere over begivenheden ved hjælp af spørgsmål og guidning fra læreren, der skal vække børnenes følelser og sanser. I håb om, at de på bedste vis kan sætte sig ind i disse menneskers hverdag og vilkår.
IT/Medier
I Mantle i de større klasser har IT og medier en betydelig rolle. Ethvert firma vil oftest lave deres egne hjemmesider, som samtidig kommer til at fungere som portfolio, for de ting som eleverne har lavet. På hjemmesiden vil man foruden alle de skrevne produkter/artikler, også kunne finde diverse formularer, præsentationer, reklamevideoer, grafisk fremstillede logoer, podcasts etc.