Det er på 6. klasse turen, at de ældste på næste års madhold bliver sammensat. Det er derfor en tur, hvor der er meget på spil, og børnene kan godt blive lidt utrygge overfor, hvad der nu skal ske. Derfor har det været vigtigt for dem at snakke om turen, for at forstå, hvad der skulle ske og føle at de var i trygge hænder.
Vi startede snakken om at være ældst et par uger før, vi tog af sted på vores 3 dages 6.klasse tur. Børnene fik udleveret et spørgeskema, hvor de helt privat skulle svare på.
Hvilke egenskaber har en god ældst?
Hvilke forventninger har du til de 2. ældste, som du får på dit hold?
Hvem vil du gerne være ældst sammen med? (Her skulle de vælge nogen af det modsatte køn)
Hvem var den bedste ældst da du var lille og hvorfor?
Hvilke 2. ældste vil du gerne have på dit hold?
Ugen efter blev børnene sat i grupper og skulle lave et mindmap omkring hvilke egenskaber en god skal have. Det gav dem en mulighed for at dele ud af de gode tanker, som de havde gjort sig, da de lavede spørgeskemaet. Samtidigt fik børnene påvirket hinanden tanker omkring, hvad en god ældst er.
Den sidste uge inden skulle på 6.klassestur, brugte vi på at planlægge turen. Børnene skulle cykle op til den hytte, vi havde lejet i Birkerød, så cyklerne skulle være i trafikmæssig forsvarlig stand og alle børnene skulle have en cykelhjelm, som de skulle have på under cykelturen. Vi lavede madhold, således at man 2 gange på turen var ansvarlig for, sammen med 3-4 andre, at lave mad, bage kage eller arrangerer aftenhygge. Vi fik aftalt sengetider og hvornår man skulle op. De forskellige madhold fik sammensat menuer og vi fik aftalt hvem af børnene, som skulle med ud at købe ind.
Hytten, vi skulle være i, lå dejligt uforstyrret ude i natur lige ved siden af Høvelte Kasserne. Der var et stort ude areal, med bålplads, sø, fodboldbane, terrasse og dejlig stor græsplæne. Hele den øverste etage var forbeholdt børnene, som havde 2 store soverum. Et til pigerne og et til drengene. Nedenunder var der køkken og fællesrum, samt værelser til lærerne. Efter at vi havde fundet os til rette, brugte vi hele den første dag på at afsøge området, få handlet, være sammen og endelig fik vi også tid til at lave gruppearbejde omkring temaet for den traditionelle skattejagt, som de ældste altid laver i den første uge efter sommerferien. Vi fik skudt os ind på 3 gode temaer, som vi skulle arbejde videre med senere. Om aftenen lavede vi et godt bål og stegt skumfiduser til marshmallows. Vi sad alle omkring bålet og fik snakket, hygget os, grinet og ikke mindst sunget en masse sange.
Næste morgen var vi tidligt oppe. Allerede efter morgenmaden gik Mads og jeg i gang med at snakke med børnene enkeltvis inde på et af værelserne. Vi fik snakket med børnene om, hvem de ville arbejde godt sammen med. Vi hev deres spørgeskema frem igen, for at se, om de havde tilføjelser eller ændringer til det de havde skrevet et par uger før. Da vi havde haft samtale med alle børnene, gik Mads og jeg i gang med at få puslespillet til at gå op. Børnene skulle så vidt det var muligt deles ind i par, hvor der både var en pige og en dreng repræsenteret. Det kunne ikke helt lade sig gøre, da der er 8 drenge og 12 piger i klassen. Vi prøvede også at tage højde for børnenes forskellige personligheder og deres evne til at styre et hold. Jeg havde hentet mundtlige udtalelser fra en del lærere og fra køkkenchefen, Britt. Der skulle på alle måder tages hensyn til børnenes forskellighed omkring arbejdsindsats, om de var udadvendte eller mere indadvendte, hvordan de ville håndtere de små børn på holdet og meget mere. Et par af børnene blev kaldt til samtale en gang mere, for at de kunne se den partner, vi havde sat dem sammen med. De 2. ældste var allerede inddelt i grupper, som vi fik sat sammen med de nu etablerede ældste. Pludselig var der aftensmad. Anne var kommet for at spise med og sove der til dagen efter. Efter aftensmaden lavede vi bål igen. Der blev hygget, sunget og lavet endnu flere marshmallows.
Næste dag var vi tidligt oppe igen. Hurtig morgenmad. Herefter arbejdede vi videre med teamet til skattejagten. Vi fik valgt det endelige tema ved en afstemning blandt børnene. Herefter lavede vi brainstorm på indholdet af de forskellige poster. Vi fik skrevet manuskriptet og sammensat skattejagten, så der var en rød tråd gennem den.
Herefter fik vi pakket, ryddet op, gjort rent og så var det afgang på cykel mod København.
Vi huskede endnu engang børnene på at fordelingen af ældst og 2. ældst selvfølgelig var tophemmelige, indtil de bliver afsløret i den sidste uge inden sommerferien, og at lærerne på et af de kommende lærermøder, skulle godkende sammensætningen af børnene i de nye madhold.
I en af de kommende uger sætter vi os atter samme, for at fordele resten af børnene på skole i de nye madhold. klasselærerne har inde vi går i gang med fordelingen, sat deres klasses børn sammen i 10 hold. Nogle gange er der kun 1 på et hold. Det mest almindeligt er, at der er 2 børn fra samme klasse på et hold. Nogle få gange kan der være 3 børn fra samme klasse på et hold. Det afhænger af klassens størrelse.
Proceduren er at 6. klasse, sammen med 2 lærer og måske Mette fordeler en klasse ad gange ud på de 10 hold, vi fik lavet på vores 6. klasses tur. Første bliver den kommende 5. klasses børn fordelt. Herefter den kommende 4. klasse……………….. og til sidst de nye børn fra minikrogen. Til slut bliver de nye madhold taget op på lærermødet, nogle gange i flere omgange, og gået efter for at:
Der ikke er søskende på det samme hold.
At alle har nogen, som de kan være sammen med på madholdet.
At der ikke er personligheder, der støder sammen på madholdet.
At madholdet kan være selvkørende, når den voksne ikke er til stede på holdet.