Regler for mobiltelefoner

Hvornår og hvorfor?

Vi foreslår helt generelt at forældrene overvejer hvornår og hvorfor barnet skal have mobiltelefon med i skole. Vores anbefaling er at mobiltelefonerne primært skal være en hjælp i forhold til transport til og fra skole, og at dette også er retningsgivende for hvilken alder, der udløser en mobiltelefon. Nemlig når barnet skal til at klare skolevejen alene.

Vi tror det er yderst sjældent at I forældre har brug for at ringe til jeres børn i skoletiden, og har erfaring for at børnene også har det bedst med at dagens aftaler er på plads inden de kommer i skole.

Til gengæld ved vi at nogle børn gerne vil ringe til deres forældre, når de oplever en konflikt på skolen. Selvom det er forståeligt, at børnene gerne vil høre deres forældres kærlige ord i en sådan situation, løser det desværre ikke problemerne. Børnene er bedre stillet med at få hjælp her og nu af de voksne og børn, der er i nærheden og kan se hvad der foregår. Derfor kunne vi godt tænke os at forældrene opfordrer deres barn til at søge hjælpen på skolen i stedet for i telefonen.

Vi er klar over at der ligger et stort pres på forældrene med hensyn til indkøb af mobiler og mange henvisninger til, hvad der er normen blandt de andre børn. Derfor er et forældresamarbejde en stor hjælp i denne situation. I nogle klasser har forældrene lavet aftaler indbyrdes for at udskyde tidspunktet for, hvornår det er nødvendigt, at have den ekstra udgift telefonen er.

Mobiltelefonen er ikke nødvendig for at skabe venskaber, selvom det i dag kan komme til at lyde sådan, og den kan faktisk være en hæmsko i forhold til nærvær i samværet.

Aktivitetsmæssigt vil vi selvfølgelig forsøge at hjælpe børnene med at finde på aldersrelevant beskæftigelse i pauserne, hvis de ikke mener at kunne klare det uden elektronik.

Konkrete retningslinjer

–     mobilerne slukkes og afleveres i “mobilhotel” i starten af første time, og udleveres igen i slutningen af sidste time

–     Hvis læreren vurderer at mobiltelefonen tjener et formål i undervisningen, må de gerne bruges
–     hvis de større børn fra 4.-7.kl. går i Lunderen i pausen, må de gerne have ‘en mobiltelefon med, hvis de har brug for et ur
–     det er forbudt at fotografere andre uden deres tilladelse
–          telefonen må ikke bruges til at drille, generere og mobbe andre hverken voksne eller børn
–          mobiltelefonen må ikke medbringes på lejrskoler
–     skolens telefon må bruges til at indgå legeaftaler

–         

Hvis børnene ikke overholder reglerne om at holde mobilen slukket:

  1. de får en henstilling om at slukke mobilen og lægge den i tasken
  2. hjælper det ikke, bliver mobilen inddraget af læreren og udleveret sidst på dagen.
  3. I særligt slemme tilfælde må der laves aftaler med forældrene. Evt en ”telefonkarantæne”.